#deleteFacebook blev en fiasko

Her er verdens stærkeste Power Bank

Power Banks er normalt små smarte ekstra batterier, der kan holde mobiltelefonen i live i nogle timer, indtil man møder en stikkontakt igen. I en handy størrelse og udformet som f.eks. en læbestift eller en lighter.

Power Banks kan imidlertid også være meget større og f.eks. være så kraftige, at de også kan starte en bilmotor en iskold vintermorgen. Ved siden af selvfølgelig at lade mobiltelefonen eller en bærbar pc op.

River Bank fra californiske EcoFlow Tech er sådan et bæst. 51.200 mAh har den i kapacitet, hvilket svarer til, at den snildt kan fylde 12 til 20 smartphones op fra 0 til 100 pct. Flere kan blive ”fodret” på samme tid – og den ene sågar trådløst.

EcoFlow hævder sågar, at River Bank er den største Power Bank på markedet, som flyselskabet vil acceptere, at man tager med sig i kabinen. Jeg ville dog ikke udfordre skæbnen, for netop ekstra batterier er et touchy område for flyselskaberne. De kan let bryde i brand og må f.eks. ikke ligge i den indtjekkede bagage eller som del af en smart kuffert med GPS, oplader osv.

Til gengæld er jeg ikke i tvivl om, at River Bank kunne blive et hit for campister, sejlere og andre, der tilbringer mange timer fjernt fra en stikkontakt med strøm i. Hvis man rejser rundt med et helt fodboldhold, hvor alle spillerne har hver sin mobil, kan River Bank også være en god idé.

Meget praktisk er den store Power Bank bygget op i moduler, så man kan udvide den efter behov. Hovedmodulet på 0,9 kilo rummer et 25.600 mAh Li-ion batteri, der kan levere strøm til fem enheder på samme tid. Det sker via to USB-C og to USB A stik plus en Qi kompatibel trådløs oplader på toppen.

EcoFlow fortæller, at hovedmodulet alene kan give ny energi til tre laptops, 9 til 15 mobiler, tre tablets, et GoPro kamera 20 gange og en Nintendo Switch spillekonsol seks gange.

River Bank selv tager fire til seks timer at fylde op fra en stikkontakt – og 12 til 18 timer, hvis man bruger et modul med solceller, der kan købes som ekstra udstyr.

Er det alt sammen ikke nok, kan man udvide med et såkaldt AC modul. Det fordobler batteriets kapacitet og leverer en ekstra USB-C port. Desuden rummer modulet en 100 watt udgang, så det kan strømforsyne apparater som f.eks. elkedler, lamper eller ventilatorer, som man normalt sætter direkte i en stikkontakt.

Endelig kan EcoFlow levere et Car modul med et 4.000 mAh batteri på 44 Wh. Det har også en ekstra USB-C port, men sikkert vigtigere – et stik til bilmotoren, som det kan starte op til 10 gange, inden det selv må have ny strøm fra elnettet.

EcoFlow River Bank er i produktion, men man kan stadig forudbestille et eksemplar til favørpris via iværksætter portalen Indiegogo. Hovedmodulet koster fra 199 USD – knap 1.300 kroner – mens den komplette pakke med bilmodul, AC modul og solpanel kræver 489 USD – ca. 3.150 kroner….

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

#deleteFacebook blev en fiasko