Apple gør mere for pedal trampere
Apple har lige givet sine iPhone brugere nok et argument for at bruge Apple Maps app’en – og især hvis man er glad for at cykle.
Apple har nemlig tilføjet placeringen af dele-cykel-services i 179 byer i 36 lande verden over. Danmark er med via den københavnske Bycykel.
For at finde steder med dele-cykler skal man blot indtaste ”bike sharing” i søgevinduet på Apple Maps. Vælg derefter det øverste forslag, der normalt vil være den nærmeste i forhold til, hvor man enten befinder sig lige nu – eller i den by eller det land, man har udpeget i Apple Maps.
Stationen eller butikken med dele-cykler vil blive vist både med fotos, links, geografisk placering og i visse tilfælde også med priser.
Apple samarbejder med Ito World om den nye dele-cykel-service. Ito har specialiseret sig i at analysere og visualisere komplekse mobilitets-data. Som led i sin data opsamling deler Ito World data fra offentlige ”bike-sharing” projekter verden over.
Apple opdaterer sine Maps løbende med nye funktioner og features. Dele-cykel-udvidelsen hører til de større, og den er ikke helt udbygget endnu. F.eks. kan man ikke se, om der faktisk er cykler ledige – og hvor mange. Den service kommer formentlig med en senere opgradering.
Indtil da – og er man i nærheden af dele-cykel-stationen – kan man selvfølgelig lige vade over og se, om der er cykler fri. Alternativt kan man downloade den app, der hører til lige præcis den dele-cykel-ordning, man gerne vil bruge….
Ingen kommentarer endnu