Spurcycle er til musikalske cyklister

Netflix har flest kvinder i toppen

Denne nye infografik burde jeg måske have vist i går, hvor det var kvindernes internationale kampdag. Men udviklingen i den internationale it- og tech-industri foregår jo hele tiden og hver dag, så den for kvinder lidt triste statistik er nærmest tidsløs eller bare konstant tidsaktuel.

Tech-verdenen praler ofte af at ændre verden, når det gælder vores måde at arbejde og kommunikere med hinanden på. Nogle gange også, at computere og mobiler forandrer hele verden.

I hvert fald på ét punkt har tech-industrien ikke ændret sig synderligt. Den er stadig domineret af mænd. I hvert fald, når det gælder ledelses-etagerne og de mere teknisk betonede jobs som f.eks. ingeniører og programmører.

Analysefirmaet Statista har kigget på, hvor stor en andel kvinder udgør af medarbejderstaben hos de største af USA’s tech virksomheder. De er som regel også lig med verdens mest kendte i it, tele og internet.

Analysen viser, at Netflix har industriens største andel af kvinder i lederjobs – og som procentdel af den totale medarbejderstab. 41 pct. af cheferne hos Netflix er kvinder. Langt flere end hos alle andre store i branchen. Hos Apple er det f.eks. kun 29 pct. og hos Microsoft helt nede på 19 pct.

Den relativt laveste udbredelse har kvinder i virksomhedernes tech-jobs. Holder den gamle myte om, at mænd vil noget med teknik, mens kvinder går efter blødere arbejde med HR, kontor og service, mon stadig?

Statista har også sammenlignet med kvinders position på det amerikanske arbejdsmarked som helhed og i USA’s 500 største virksomheder på tværs af alle brancher og industrier.

Kvindernes andel af den amerikanske arbejdsstyrke er vokset støt igennem de senere årtier. Den er nu på 46,8 pct. Betydeligt højere end hos de store tech-firmaer, hvor den ligger på mellem 26 og 43 pct.

Til gengæld ligger tech-virksomhederne på niveau med industrien som helhed, når det gælder kvinder i ledende stillinger. Hos USA’s 500 største koncerner er det 25 pct….

 

 

https://www.statista.com/chart/4467/female-employees-at-tech-companies/

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Spurcycle er til musikalske cyklister