Ny Galaxy S9 bliver markant dyrere

Kører dit trådløse net optimalt?

Når kunder henvender sig til support linien hos teleselskabet Fullrate, drejer hver tredje kontakt sig om problemer med danskernes Wi-Fi. Det viser sig nemlig, at langt de fleste slet ikke udnytter deres trådløse netværk godt nok.

Derfor har Fullrate taget konsekvensen og udviklet en gratis app, som skal hjælpe med at skabe optimal Wi-Fi i hjemmet. Desuden kommer Fullrate med fem gode råd til at undgå ustabile forbindelser mellem router og de pc’er, tablets, tv, spillekonsoller og mobiltelefoner, man har koblet op på sit trådløse net.

Den nye app ”100% WiFi” findes både til iPhone/iPad og Android. Den kan downloades i Apples App Store og i Google Play.  Hvis man skriver Fullrate i søgefeltet, kommer den automatisk frem.

App’en adskiller sig fra mange andre WiFi-scannere ved at være på dansk. Den er simpel uden alt for mange tekniske detaljer, og så kan man sammenligne tidligere målinger og få tips til forbedringer, som man let kan foretage lige med det samme.

Fullrate har en ambition om at blive Danmarks ”Good Guy of WiFi”. Teleselskabet satser meget på at rådgive sine kunder, så de får en god oplevelse af hastighed og stabilitet fra stikket i væggen og ud til hver enkelt enhed på nettet.

Fullrates adm direktør Lars Asger Petersen viser den nye 100% WiFi app.

Denne oplevelse bliver endnu vigtigere i de kommende år, efterhånden som vi kobler flere og flere ting i husholdningen på det trådløse internet.

I Danmark er stemmestyrede højttalere a la Amazon Alexa, Google Home eller Apple HomePod endnu ikke kommet til salg, men det varer nok ikke så længe, inden det sker.

I USA er de intelligente højttalere et stort hit. Hver sjette voksne amerikaner har allerede købt et eksemplar til at styre musik, tv, mikrobølge ovn, alarm, termostater osv ved hjælp af kommandoer, de siger til deres højttaler.

”Vi vil gerne hjælpe alle danskere med at få det bedste ud af deres WiFi, uanset om de er kunde hos Fullrate  eller ej. Alt for mange af os udnytter ikke den bredbåndsforbindelse godt nok, som vi har købt. Ganske enkelt, fordi vi ikke ved, hvordan vi bedst optimerer WiFi forbindelsen i vores hjem,” forklarer Lars Asger Petersen. Han er adm. direktør i Fullrate.

Placeringen af den trådløse router er f.eks. langt mere vigtig, end de fleste er klar over. Den må ikke stå tæt på andre strålende apparater. Den skal stå centralt fremme i huset – ikke i et skab eller gemt bag en sofa – og den skal jævnligt opdateres med ny firmware og software.

Fremtidens stemme-styrede højttalere og “tingenes internet stiller stærkere krav til WiFi systemernes kvalitet i vores hjem. På billedet er det en Amazon Alexa Echo højttaler, der er en bestseller i USA.

Routeren bliver ikke fysisk slidt, for den indeholder ingen bevægelige dele. Men den kan med tiden miste noget af sin WiFi stabilitet og på den måde være skyld i fejl og afbrydelser.

Fullrate har også fem gode råd til at få en bedre WiFi oplevelse i sit hjem:

  • Stil routeren det rigtige sted. Sørg for, at den står centralt i boligen og så langt fra forstyrrende elementer som muligt:
  • Skift WiFi-frekvens. Hvis dit WiFi-signal er ustabilt ved kort afstand til routeren, kan du skifte WiFi-frekvens fra 2.4 GHz til 5 GHz. Eller omvendt.
  • Overvej en WiFi-forlænger. Hvis dit signal ikke når ud i alle husets hjørner, kan du forlænge dit WiFi-signal med en ”Extender”.
  • Brug kabel og Access Point. Mange boliger er i flere etager og har gulvvarme eller anden form for isolering, der kan blokere WiFi-signalet. Ved at trække et kabel fra routeren til et Access Point, bliver der oprettet endnu et WiFi-signal (en form for antenne) i huset.
  • Opgrader din router. Oplever du mange udfald på din router, kan du kontakte din internet udbyder og spørge, om en ny firmware til routeren er tilgængelig. Det er vigtigt, at firmwaren altid er opdateret.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ny Galaxy S9 bliver markant dyrere