Apple Watch står stærkere end iPhone
I folks opmærksomhed og i Apples finanser er iPhone telefonerne klart de vigtigste. Uden smartphones ville Apple ikke være verdens mest værdifulde firma, og MacBook næppe være blevet så trendy som i dag.
iPhone er Apples motor, selvom nye tal viser, at Watch uret faktisk har en større dominans i markedet end både mobiltelefoner og laptops.
I fjerde kvartal af sidste år solgte Apple faktisk flere Watches end hele den schweiziske ur-industri armbåndsure. Otte millioner firkantede Apple ure mod 6,8 mio. Rolex, Breitling, Omega, Swatch, Breitling osv.
Dermed fik Apples topchef Tim Cook ret i sin prognose om, at Apple Watch ville blive det mest solgte armbåndsur på et eller andet tidspunkt i løbet af 2017.
Ifølge analysefirmaet Canalys mere end fordoblede Apple sit salg af ure i årets sidste tre måneder. Godt hjulpet på vej af den seneste Apples Watch Series 3 model. Totalt set solgte Apple 18 millioner ure sidste år.
Apples pludselig eksplosion i ursalg er også interessant, fordi Apple dermed har fået det store publikum til at glemme, at Watch faktisk ikke er særlig kønt og nærmest lidt klodset i sammenligning med konkurrenterne fra Android lejren.
Med andre ord køber den typiske bruger ikke Watch som en pyntegenstand, der kan vise klokken og lidt mere – sådan som de klassiske urfabrikanter oplever det.
Folk må omsider have opdaget, hvad Apple Watch kan bedre i praktiske funktioner takket være det store antal app, man kan få til uret.
Apple Watch står desuden foran et endnu større globalt gennembrud – nemlig som en del af sundhedssektoren.
Apple er i fuld gang med at skabe nye anvendelser af Watch – f.eks. til at erstatte diabetikernes stik i fingeren med laserstråler, der måler blodsukker niveau uden blodbad.
Desuden kommer vi nok til at se Apple Watches som front-end værktøj til hele medicinal sektoren. Fra Colgate, der lader iPhone apps registrere børns tandpudsnings-vaner til lægers og hospitalers registrering af patienters sundhedsværdier via internet….
Ingen kommentarer endnu