Smartur og mobil i ét

Fremtidens bil er lidt dansk

Normalt skriver jeg ikke meget om biler her på min blog. Det overlader jeg til skribenter i andre medier, der ved mere om motorer, køre-egenskaber osv end jeg. Men der er undtagelser – især når man støder på nye bilmodeller, som indeholder den nyeste teknologi og giver et billede af, hvordan (nogle af os) vil køre om et par år.

Henrik Fisker er uden tvivl den mest kendte danske bildesigner, selvom hans aktiviteter foregår langt fra Jylland og Sjælland. Fisker har bl.a. begået sig hos BMW og Aston-Martin, inden han åbnede sin egen bilfabrik. Den gik ikke godt i første omgang, men danske Henrik er i fuld gang med et comeback med en super-elegant elbil.

Fiskers kommende EMotion limousine har været kendt i et år, men det var først i den forløbne uge under CES Show udstillingen i Las Vegas, at offentligheden for alvor kunne få et kig på den elegante nyhed – både udenpå og indeni.

Dette er ikke science-fiction, men virkelighed anno 2018. Førerpladsen i den nye Fisker EMotion.

EMotion er en direkte udfordring til Teslas dyre modeller. Fisker går blot en generation videre. Hans bil er rullende high-tech af den nyeste slags. Med avancerede selvkørende egenskaber, luksus i overhalingsbanen og en helt ny type batteri, der skal sikre op til 650 kilometer på en opladning.

Indendørs er Emotion som taget ud af en science-fiction film. Instrument brættet er ét stort display – og bagsæde passagererne har hver store 27 tommers touch skærme til underholdning, information eller arbejde. Hvem gider så køre selv?

Alle sæder er beklædt med blødt læder og kan indstilles individuelt via en trådløs fjernbetjening eller fra den centrale touch skærm foran chaufføren. Pladsen indendørs er som i en Mercedes S klasse limousine, og man har selvfølgelig alle luksus finesser til rådighed.

De store mågevinge døre indeholder sensorer, så de åbner sig, når passagerer og fører ønsker det. De kan også styres fra en smartphone app.

Dørpaneler, instrument bræt og kardan tunnel mellem forsæderne er udført i karbon for at holde vægten nede. EMotion har også et soltag, der samtidig kan fungere som en stor skærm i fire zoner med diskret belysning, kunstig stjernehimmel osv.

Ud over sportsvogns designet er mågevingerne det mest iøjnefaldende på EMotion. De betjenes ved hjælp af en smartphone app – ligesom bagagerummets klap. Emotions fører og passagerer skulle jo nødigt overanstrenges med noget fysisk eller risiko for at få let tilsmudsede fingre.

EMotion har fire-hjuls træk og en håndfuld elmotorer indbygget, der tilsammen yder 780 hestekræfter. Følgelig er præstationerne i topklasse: 0 til 100 kilometer klares på under tre sekunder, og topfarten skal passere 260 kilometer i timen. Hjulene er med 24 tommer i diameter næsten på størrelse med en lastbils…

Der må blive slagsmål om at sidde på bagsædet af den nye EMotion. Masser af benplads, elektrisk justerbare enkeltsæder og en touch skærm på 27 tommer.

http://https://youtu.be/MO6cwsmisIo%20

Danskeren Henrik Fisker foran sin nyeste kreation. Fisker, der bor i Californien, har bl.a. tidligere arbejdet for BMW og Aston Martin.

Fronten på Fisker EMotion minder om et slangehoveds. Snu og farlig og altid parat til at hugge.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Smartur og mobil i ét