Twitter åbner nu for laaange tweets

Samsung Galaxy S9 og Note 9 er på vej

Lige nu bliver der naturligt nok skrevet mest om Apple og iPhones – med iPhone 8 og den helt nye iPhone X, som folk lige har ligget natten over foran telebutikkerne for at kapre et eksemplar af.

Andre smartphone mærker kommer kun med på afbud i mediernes overskrifter. Det gælder også for Apples værste rival, Samsung, der ellers har spændende nyheder på vej efter nytår.

Det næste stuuuure nummer fra Samsungs side bliver Galaxy S9 – og efter den Galaxy Note 9. Begge med sigte mod at stjæle kunder fra de nye iPhones.

Ifølge sydkoreanske medier indleder Samsung produktionen af Galaxy S9 i december. Det kunne tyde på en lancering til februar eller marts. Den større og dyrere Note 9 kommer så til august næste år.

Næppe overraskende vil Samsung ”låne” ting fra især iPhone X, der ser ud til at blive en gigant sællert. Også selvom X’eren er Apples hidtil dyreste smartphone.

I stedet for en udskæring i toppen af skærmen, sådan som iPhone X har, vil Samsung formentlig placere sit dobbelt selfie kamera og 3D ansigts genkendelsen i en tynd ramme øverst på fronten.

Samsungs kassemestre noterer sig jo nok, at Apple åbenbart ikke har problemer med at komme af med telefoner, der koster 10.000 kroner. Det er godt at vide, når man selv udvikler nye topmodeller – og måske ikke får brug for at kalkulere så skarpt, som man plejer at gøre.

Smartphones er generelt blevet dyrere i de senere år, så det bliver spændende at se, om Samsung giver sine nye Galaxy S9 og Note 9 et nøk opad i pris.

Med hensyn til design ser det ud til, at især Galaxy S9 vil ligne iPhone X ganske meget. Den får således samme design på fronten, hvor skærmen fylder det hele.

Samsung anbringer formentlig finger-aftryks skanneren på bagsiden af telefonen ligesom på den nuværende S8 model. Planerne om at gemme skanneren under forplade-glasset er flyttet til en senere Note 9 telefon. De tekniske vanskeligheder er for store lige nu.

Samsung indbygger også en ny avanceret 3D ansigts-genkendelse i Galaxy S9. Ligesom på iPhone X placeres den i toppen af telefonens front med flere kameraer og sensorer til at styre processen.

Galaxy Note 9 bliver fortsat Samsungs største telefon. Den henvender sig primært til erhvervsfolk og kan meget vel lande på en pris på 10.000 kroner.

Samsung forventes også at lægge et dobbelt kamera på bagsiden af Galaxy S9 – ligesom på Note 8, iPhone X og efterhånden de fleste konkurrenter fra Android lejren. Kameraerne får begge sensorer på 16 megapixel. Også selfie skyderen på fronten bliver dobbelt – med to 12 MP objektiver.

Når Galaxy S9 dukker op til foråret, bliver det uden tvivl med Qualcomms næste generation Snapdragon 845 processor ombord – med 8 GB RAM og 128 GB lager som standard.

Skærmen i den ”lille” Galaxy S9 bliver på 5,8 tommer i almindelig Quad HD kvalitet. S9+ modellen får til gengæld et 6,2 tommers display i det aflange 18:9 format og grafik i Quad HD+ (2.880 gange 1.440 punkter).

Den kommende version 9 af Samsungs største og dyreste smartphone – Galaxy Note – hedder ”Crown” som internt kodenavn. Den ventes først på markedet efter næste sommerferie – formentlig til august.

Både Galaxy S9 og Note 9 får dobbelte kameraer på bagsiden – s9 sågar et dobbelt selfie kamera på fronten.

 

Ifølge rygter fra Sydkorea har Samsung store planer for Note 9. Ikke kun fysisk, hvor telefonen får en skærm på mindst 6,3 tommer – måske endda helt oppe på 6,4 eller 6,5”. Men i høj grad også med hensyn til det indre og en række spændende nye bruger features.

Det er Samsung også nødt til at diske op med. Note 9 skal nemlig ikke som Galaxy S9 konkurrere direkte med iPhone 8 og iPhone X. Når Note 9 først kommer i august 2018, bliver rivalerne snarere en iPhone 11.

Samsung Galaxy Note 9  med Snapdragon 845 processor henvender sig primært til erhvervsfolk. Derfor vil den blive leveret med en helt ny type S Pen til at betjene det store display med, når der skal kigges på regneark eller klikkes rundt i dokumenter.

Processoren bliver Qualcomms næste generation Snapdragon 845 med mindst 8 GB RAM og 128 GB lager. Telefonen kommer formentlig også i en Enterprise Edition, der indeholder et tre-års abonnement på Samsungs Knox og Enterprise Firmware OTA software.

Den særligt ”professionelle” udgave af Galaxy Note afprøves i øjeblikket på det tyske marked, hvor den også omfatter en udvidelse af garantien til tre år…..

En ny Samsung Galaxy Note 9 kommer nok til august næste år.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Twitter åbner nu for laaange tweets