Video og musik på dåse

Karaoke til én person

Alle, der har været på rejse i Fjernøsten – eller f.eks. besøgt en af de barer i København, hvor mange aupair piger samles – vil vide, at asiaterne elsker at synge. Karaoke er en folkesport , som fodbold og store glas fadøl er det i Danmark.

Mange asiater – fra direktør til stuepige – er faktisk ganske habile til at stille sig op på en scene og skråle ordene fra evergreens, mens de læser teksten fra en computerskærm. Vesteuropæere er efter min erfaring knap så gode som ofte halv-berusede popsangere med en mikrofon i kæften.

De vil måske med fordel kunne investere i denne nye, noget specielt udseende gadget. Den skal nemlig kunne hjælpe med at synge mere rent. Samtidig sørger Utaet Voice Training Silent Karaoke Microphone for, at man kan holde sine vokale stemmebånds øvelser for sig selv, indtil de er gode nok til, at andre også kan tåle at høre på dem.

Den kinesiske nyhed består af en slags tragt, som man synger ind i. Mikrofonen sidder i bunden af tragten og er derfor godt beskyttet mod omgivelses-støj. Ifølge Utaets fabrikant Proidea filtreres 70 pct. af støjen fra, så man kun hører kunstnerens egne vokale kvaliteter. Ingen tilråb, trafikstøj osv.

Trafikstøj – hvorfor er det vigtigt? Joh – for mange japanere sidder i deres bil, i toget eller i bussen og skråler løs, mens sangteksten vises på deres smartphone skærm.

Ikke at sæde-naboerne lader sig genere af det. De kan nemlig ikke høre noget. Sangeren kan nemlig med et tryk på en knap vælge, om de personlige versioner af ”My Way”, ”Yesterday” eller Whitney Houstons ”I Will Always Love You” kun skal afspilles i sangerens egne øretelefoner – eller om de skal sendes ud via forstærker og højttalere, så alle kan lytte med.

Utaet består af en tragt mikrofon med forstærker i den ene ende og øretelefoner i den anden. Man kan også koble tragten direkte til et karaoke anlæg via USB-kabel.

Efter sigende er den private optræden pr. tragt og hovedtelefon den mest populære, selvom det unægteligt ser komisk ud, når en person skråler ind i et køkken-redskab og samtidig ser salig og henført ud.

Den musikalske del af Utaet kan jeg sagtens forstå, men hvordan nyheden skal kunne hjælpe med at tabe sig i vægt – og ikke kun anseelse – er overraskende. I sine japanske reklamer hævder Proidea imidlertid, at Utauet kan bruges til slankekure.

Proidea forklarer ikke direkte hvordan, men nøjes med at forklare at det er sundt at synge, og de vokale anstrengelser får kiloene til at rasle af sangeren. Måske det skyldes sved på panden? I hvert fald skal ordet Utaet på japansk betyde noget i retning af ”sang diæt”.

Den store japanske online butik Japan Trend Shop sælger Utaet Voice Training Silent Karaoke Microphone for 81 USD. Det svarer til ca. 520 kroner….

http://%20https://www.youtube.com/watch?v=YTc_CDugEn8

 

https://mikeshouts.com/utaet-voice-training-silent-karaoke-microphone/

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Video og musik på dåse