Dit ærme kan styre din mobil

YouSee kører med i bilen

Vi danskere er online det meste af dagen og vant til at have WiFi i huset, på vores arbejdsplads, og når vi bor på hotel. Det er derfor oplagt, at internet nu også bliver integreret i bilen. I disse dage triller de første nye biler ud på de danske landeveje med indbygget trådløst internet fra YouSee.

Personbilerne er udstyret med den nyeste WiFi teknologi fra Vodafone. Den fås i første omgang kun i dyre Mercedes modeller, men YouSee regner med at integrere internet i langt flere biler inden længe.

I løbet af de kommende seks måneder vil YouSees WiFi løsning kunne fås til Ford og Opel personbiler – og i 2020 forventer teleselskabet, at mindst 250.000 danske biler kører rundt med trådløst internet.

(Foto: Mercedes-Benz)

I flere europæiske lande er trådløst internet allerede standard i nye biler. Men det er første gang, at danske personvogne nu får et WiFi hotspot integreret, der gør separate modems, adaptere og løse SIM-kort overflødige.

Samarbejdet med Vodafone sørger for, at YouSee kunder via et særligt SIM-kort i bilen får adgang til TDC’s hurtige 4G netværk i Danmark. Kører man til udlandet, fortsætter man med at være online via Vodafones netværk i resten af Europa.

De nye biler vil være klargjort fra fabrikken med SIM-kort og den trådløse hotspot. Bilisten skal derefter blot købe en datapakke hos YouSee, der giver mulighed for at koble 10 enheder på WiFi netværket. Bilerne er samtidig forsynet med en ekstern antenne, der sikrer en god internet forbindelse på både forsæde og bagsæde.

Alle datapakker til bilen er forudbetalte. Man kan købe ekstra data via sin smartphone, når behovet opstår – uden at være bundet af et abonnement.

Når turen går til sommerhuset eller familien i den anden ende af landet, kan man f.eks. let koble ungernes iPad eller spillekonsol på bilens internet. Også, når turen går til Nordnorge eller Italien, kan alle i bilen bruge løs af data, internet, sociale medier, streame musik og film osv.

Ifølge YouSee er den nye løsning både hurtigere og mere stabil end ved at bruge en smartphones funktion til data-deling. Desuden går den ikke ud over mobilens batteri, som hurtigt bliver drænet, hvis den bruges som hotspot for andre.

Priserne på en “Internet in the Car” pakke vil være 39 kroner for 1 GB data, der kan bruges i 24 timer. 10 GB koster 99 kroner for 28 dage, mens man skal betale 699 kroner for 200 GB, som kan fordeles over et helt år….

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dit ærme kan styre din mobil