Et mini køleskab til skrivebordet

Apple scorer ikke guld på hver iPhone X

Apples nye iPhone X er firmaets hidtil dyreste smartphone. 10.249 koster den dyre model, mens man kan nøjes med 8.899 kroner for den lille 10’er med 64 GB lager.

Den lige så nye iPhone 8 Plus med 64 GB koster næsten 2.000 kroner mindre – mere præcist 7.099 kroner. Og kan man klare sig med den lille iPhone 8, er der hele 2.700 kroner at spare.

Det er en meget stor forskel i pris. Så stor, at man ikke kan fortænke nogle i at mene, at Apple forsøger at malke sine iPhone X kunder. Presse så mange kroner som muligt ud af deres lommer og kreditkort.

Apple har altid været bedre end andre i smartphone branchen til at score penge. Det har gjort Apple til en guldrandet forretning, der vel sidder på 85 til 90 pct. af al indtjening blandt mobilfabrikanterne.

At gøre telefonen vandtæt er nok ikke den største udgiftspost på en iPhpne X.

Så ligger det vel lige til højrebenet, at Apple gerne vil hælde lidt ekstra penge i sin egen kasse, når man nu får kunder til at betale 10.000 kroner for en ny telefon.

Men sådan er virkeligheden nok ikke.

Ifølge det velansete amerikanske dagblad Wall Street Journal koster iPhone X nemlig dobbelt så meget at fremstille som sidste års model 7 Plus.

Komponenterne i en iPhone X – ikke mindst det store og dyre OLED display – koster omkring 581 USD. Det er ca. 3.700 kroner. Indmaden til en iPhone 7 beløb sig til bare 248 USD – ca. 1.580 kroner.

Med andre ord er Apples profit margin lavere på iPhone X end på iPhone 7.

Apples iPhone 7 fra sidste år – foto – koster mindre end det halve at producere end den nye iPhone X. Det er med til at forklare den høje pris.

I virkeligheden betaler Apple nok endnu mindre for en telefon. Wall Street Journals beregninger bygger nemlig på, hvad komponenterne ville koste på det åbne marked. Apple får dog nok en anseelig mængde-rabat, når firmaet køber ind til mange millioner iPhones.

Omvendt tager avisens kalkulation heller ikke hensyn til andre udgifter. Komponenterne er måske endda en af de mindre poster på budgettet. Derudover skal man lægge prisen for at samle og producere iPhone X.

Endelig skal man også huske udgifter til udvikling og design, markedsføring, reklame, afgifter, avance til distributører og forhandlere osv.

Alligevel er Wall Street Journals sammenligning bestemt ikke u-interessant. Den viser nemlig også, at iPhone X med sine mange nye features og teknologi må koste mere end en iPhone 7 eller en iPhone 8….

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Et mini køleskab til skrivebordet