Bonfire er Facebooks nye video chat

De nye iPhones i guld, rav eller mink

Hvis pengene i jeres lommer ligefrem brænder efter at blive brugt, kan I da sagtens købe en Apple telefon, der er dyrere end de 10.300 kroner, som iPhone X koster med 256 GB.

Hvad ville I f.eks. sige til en iPhone 8 eller en X i 24 karat guld, i rav, platin, meteorit sten eller klædt i minkpels?

Begge ting kan naturligvis skaffes. Bare pengepungen er velspækket. Men regn dog med omkring 30.000 kroner for en iPhone X i guld og diamanter eller 25.000 for en iPhone 8 i sort mink.

Goldgenies iPhone X i guld med diamanter kommer i en flot gaveæske af træ.

Tro det eller ej. Der er faktisk et pænt stort marked for disse forædlede iPhones. Folk vil jo ikke altid ligne alle andre – og det kommer man jo let til, så mange telefoner Apple sælger.

Køberne til iPhones i guld, platin og skind finder man især i Rusland, USA, England, Mellemøsten og Kina. Nok knap så mange i Danmark, hvor man gør en dyd ud af, at forskellen på rig og fattig er så lille som mulig. Jeg har i hvert fald ikke set nogen bære på en af de super kostbare iPhones på vores breddegrader.

Men det skal naturligvis ikke forhindre mig i at fortælle om dem:

Hvad med en iPhone 8 i ægte sort mink – passende til vinterens pels?

Dubai-og London-baserede Goldgenie stod klar med reklamer for deres gyldne versioner få øjeblikke, efter at Apple løftede sløret for sine iPhone X og iPhone 8 telefoner tirsdag aften. Den store ”hype” i medierne skulle og folks aktuelle lækkersult efter at købe en ny Apple mobil skulle udnyttes.

 

Goldgenie tilbyder både guld-lakerede og guld-beklædte iPhones. Førstnævnte er med 24 karat belægning og fås både i gult og rosa guld. Alternativt i det mere diskrete platin.

Vil man have rigtig meget bling og zing, kan Goldgenie fremstille en iPhone X eller 8 med små diamanter og krystaller fra Swarovski som del af den tykke lakering med 24 karat guld.

Caviar pakker iPhone 8 ind i både sort mink som på billedet, i guld, rav eller russisk meteorit sten.

Endelig tilbyder Goldgenie at fjerne det originale iPhone cover og erstatte det med et, som er bygget af ægte guldplader i 18 karat. Denne særligt eksklusive mobil vil koste mindst 20.000 USD (127.000 kroner), alt efter hvilken af de nye iPhone modeller man vil forædle.

Den russisk-ejede italienske juveler Caviar går en lidt anden vej. Her mener man nemlig, at folk får kolde fingre af at holde en iPhone 8 i hånden – uanset om det nu er i Apples originale stål-forstærkede glascover, eller om det er konkurrenternes i guld og platin.

 

Næhh – så er det mere stilfuldt med en iPhone klædt i ægte sort russisk minkpels, som Caviar kalder ”Black Diamond.” Monteret med højeste akkuratesse og en overflade så blød som silke.

Man kan undre sig, hvorfor Caviar ikke lader telefonens bagside være i sort mink hele vejen. Det ville se flottest ud, synes jeg. I stedet har Caviar anbragt en lille plakette i guld med teksten ”Hymn of Russia” og et stort russisk våbenskjold. Ikke ligefrem diskret.

Anti-pels aktivister vil nok ikke bryde sig om Caviars initiativ, men firmaet skal såmænd nok finde sine kunder. De vil så også være parat til at betale 218.000 rubler for en iPhone 8 i mink. Det svarer til ca. 26.300 danske kroner.

Endnu dyrere er i øvrigt Caviars iPhone X iklædt ægte rav fra Østersøen eller meteorit sten, der er faldet ned fra himlen.  De koster op til 229.000 rubler eller ca. 27.600 kroner….

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bonfire er Facebooks nye video chat