Nokia fra mobil til sundhed

Unge ser nyt på net, de gamle på tv

Nogle mennesker kan godt lide at holde sig ajour med de vigtigste nyheder ved ustandseligt at tjekke Facebook, Twitter eller de bedste online aviser.

Andre foretrækker at få et udvalg af dagens begivenheder serveret efter aftensmaden af TV-Avisen ellerTV2 Nyhederne.

Atter andre kaster sig over de papir-baserede aviser, når de dukker op om morgenen eller om formiddagen – eller de ligger gratis i s-toge og busser.

Og så er der naturligvis de mennesker, som får deres informationer via radioen – i bilen eller over mobiltelefonen – eller sidder hele døgnet foran flimmeren for at følge det seneste nye på TV2 News, CNN, BBC osv.

Medie-vanerne er meget forskellige, men de forandrer sig også meget i disse år, viser den nye Digital News Report fra Reuters Institute for the Study of Journalism.

Faktisk er der ved at danne sig en slags generations-kløft. De unge får dækket deres nyhedsbehov på internet, mens de gamle bliver informeret af tv.

Rapporten viser, at dem, der er vokset op med internet, også bruger online medierne som deres foretrukne nyhedskanal. Hos de op til 25-årige er det 64 pct. I generationen derover – folk fra 25 til 34 år – er det 58 procent.

Hos de meget voksne – dem over 55 år – bruger kun halvt så mange internet som primært nyhedskilde, nemlig 28 pct.

Situationen er helt omvendt, når det gælder tv. Her erklærer 51 pct, at fjernsynet er vigtigste nyhedsmedie. Hos de unge er det kun halvdelen – 24 pct.

Det er en udvikling, som alle mediehuse (forhåbentligt) holder øje med og reagerer klogt på. Senest har DR været ude med løfter om stærkere integration af internet og sociale medier i forbindelse med udnævnelse af en ny nyhedsdirektør (Sandy French).

Reuters nye analyse bygger på interviews med 71.000 mennesker i 36 lande. Den viser bl.a, at sociale medier slet ikke er så udbredte som nyhedskanaler, som mange går og tror.

I de ýngste generationer siger oplyser 33 pct, at de anser sociale medier som deres vigtigste nyheds-formidler – og her er det sjovt nok WhatsApp, som er størst og mest troværdig (se Leifshows.dk fra i går mandag). I de ældre generationer er det maksimalt hver femte, som bruger sociale medier som deres daglige avis.

Og apropos aviser: Reuters undersøgelse viser, at traditionelle papir-aviser har det meget svært i det moderne medie-billede. Faktisk læses de ikke meget mere, end folk lytter til nyheder på radio.

Reuters noterer da også, at papir-avisers rolle er ved at skifte fra at være leverandører af nyheder til at være kommentator af dem….

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nokia fra mobil til sundhed