En kontorstol i den dyre B&O klasse

Når man går ind i en af Bang & Olufsens egne butikker og vil kigge på et af mærkets bedste tv, ved man godt, at der skal skrives en stor check ud eller viftes med et kreditkort i sorte eller platin farve.
Derfor er butikken og miljøet nok også det helt rigtige til at studere og prøvesidde verdens måske mest avancerede hvilestol.
De hedder Elysium og er designet af den britiske opfinder Dr. David Wickett. Prisen er 26.000 USD – svarende til godt 176.000 kroner.
Mange vil jo nok mene, at det er lidt for dyrt for en lænestol til high tech dagligstuen eller til at pynte i chefkontoret.
Interessen for Elysium har imidlertid været enorm. Ikke mindst i London, hvor stolen udstilles i B&O’s flagship showroom på Knightsbridge.
Hvad er så det specielle ved Elysium – ud over det futuristiske design og betjeningen, der kan foregå med håndbevægelser i luften.
Ikke noget med at trykke på knapper eller trække i håndtag som på mange andre såkaldte high-tech kontorstole. OK – en smartphone kan bruges med en trådløs app, men fagter i luften er da meget mere cool.
Elysium er selvfølgelig fremstillet i kostbare materialer: Stellet er i superlet carbon fiber. Sædet har håndlavede fjedre (af den goe gamle slags) – suppleret af visko-elastisk skum, der støtter alle de rigtige steder på brugerens krop.
Målet er, at brugeren oplever det at sidde i Elysium som at svæve vægtløst i et rum. Lidt som astronauter oplever det i en rumkapsel. Blot altid med hoved og krop vendt den rigtige vej. Ikke på hovedet.
Om Elysium er er verdens bedste stol at sidde og ligge i? Well – det kræver vel en prøve….
https://www.youtube.com/watch?v=F5p7gJRy_dI
Ingen kommentarer endnu